Vi giver sydafrikanske børn håb

PrintKlik her for at sende siden til en ven

I forbindelse med VM i fodbold i Sydafrika er "Verdens mest berejste pølsevogn" taget til Sydafrika for at støtte et sydafrikansk børneprojekt – og vi er selvfølgelig med som sponsor.

Et skole- og uddannelsesprojekt, der skal give håb
Via vores sponsorstøtte til ”Verdens mest berejste pølsevogn” støtter vi et sydafrikansk skole- og uddannelsesprojekt, der omhandler børn af bushmen-folket, og som skal medvirke til at skabe positiv social forandring og håb for disse børn i fremtiden.  På turen rundt i Sydafrika, samles der ind til projektet.


”Verdens mest berejste pølsevogn” rejser hele verden rundt og spreder glæde med de danske hotdogs og samler ind til sociale projekter, der giver udsatte børn håb om en bedre fremtid.
”Ved at støtte et skole- og uddannelsesprojekt – via ”Verdens mest berejste pølsevogn” - der omhandler børn af bushmen-folket i Kalahariørkenen, kan vi være med til at skabe positiv social forandring for disse børn i fremtiden," fortæller Webers Administrerende direktør Poul Steen Rasmussen.
En flok glade børn af bushmen-folket i Kalahariørkenen med en dejlig dansk hotdog.
Store smil og nye flotte VM-fodbolde!
Webers GTI-pølsevogn - der kommer rundt til de danske byggepladser og serverer gratis pølser og sodavand - er med til at indsamle penge til det sydafrikanske skole- og uddannelsesprojekt. Her ses GTI-pølsevognen på byggepladsen ved Skejby Sygehus.

Webers GTI-pølsevogn samler også ind
Fremover vil vi også have en indsamlingsbøsse med ud i vores egen GTI-pølsevogn på landets byggepladser, så vi kan hjælpe med at indsamle penge til børneprojektet. GTI står for Glæde, Tillid og Initiativ og er vores interne fælles værdigrundlag i virksomheden.  

Administrerende direktør Poul Steen Rasmussen, Weber siger:
- Vi vil selvfølgelig gerne opfordre alle jer på landets byggepladser, der får besøg af vores GTI-pølsevogn, til at støtte det sydafrikanske skole- og uddannelsesprojekt og via dette hjælpe med til at give børn af bushmen-folket en bedre fremtid.
Vi har valgt at indgå samarbejde med Fanny Posselt, der er drivkraften bag ”Verdens mest berejste pølsevogn”, fordi vi gerne vil være med til at skabe positiv social forandring for de sydafrikanske børn, hvis familier er meget, meget fattige og derfor ikke har mulighed for at sende deres børn i skole. Og netop uddannelse er vejen ud af fattigdom og vejen til et bedre liv.

Sponsortavle med sponsorer
På ”Verdens mest berejste pølsevogn” er der opsat en sponsortavle, hvor vi optræder med vores logo sammen med de andre sponsorer, der omfatter en række virksomheder.  Se sponsortavlen her.  

Fanny Posselt og hendes team er kendt for at køre rundt i verden med deres pølsevogn og sætte fokus på udsatte grupper, indsamle penge til dem og via disse aktiviteter skabe håb for disse grupper.
I forbindelse med rundrejsen i Sydafrika har Fanny Posselt og hendes team lavet aftale med TV2’s udsendte medarbejder Rasmus Tantholdt, der vil besøge pølsevognen. Herudover har Wonderful Copenhagen planer om en international PR-kampagne om turen, og Radio 100FM’s to morgenværter vil løbende sende nyt ud i æteren fra turen. 

Tjek www.hotdogmission.ning.com og se flere fotos og læs mere om Fanny Posselts støtteprojekter og oplevelserne med ”The hotdog mission”, som hun kalder sine rundrejser med sin pølsevogn.