Opmuring om vinteren – kan det lade sig gøre?

Print Klik her for at sende siden til en ven

Mange tror, at det er vanskeligt – næsten umuligt – at opmure et holdbart byggeri om vinteren. Men det kan faktisk nemt lade sig gøre, hvis blot man tager nogle simple forholdsregler.

Her kan du få nogle tip til, hvordan du opmurer i vintermånederne uden problemer – en opmuring som er ligeså holdbar, som hvis du opmurer i de varme måneder.


Når det gælder byggeri, går vintermånederne fra den 1. november til 31. marts (ifølge den nuværende Vinte-bekendtgørelse nr. 995 af 06.10.2006). Og vi i Weber anbefaler vinterforanstaltninger, når temperaturen kommer under 5 °C.

Vi anbefaler, at du følger nedenstående tips, når du opmurer om vinteren:

  • Vi anbefaler, at du benytter basiscement om vinteren (hurtigere styrkeudvikling end fx mestercement).
  • Alle tørmørtler skal tilsættes varmt vand som vinterforanstaltning. Funktionsmørtel tilsættes op til
    60 °C varmt vand og receptmørtel op til 80 °C varmt vand.
    Husk vi udlejer både blande-anlæg og vandvarmere.
  • Det er vigtigt at du afdækker alt nyopført murværk for at sikre mod frost- og fugtskader. Afdækning udføres såvel ved arbejdsdagens ophør som ved stop/afbrydelser.
  • Vi anbefaler, at du anvender en sten samt en mørteltype (Weber funktionsmørtel eller Weber let murermørtel), hvor afsyring ikke behøves/tillades, da afsyring af murværk kan give frostsprængninger af især mørtelfuger.
  • I både projekterings- som selve udførelsesprocessen er det vigtigt, at du tager hensyn til valg af materialer, opbevaring/lagring, temperatur m.m., men også til vindafkølingsfaktoren. Ved fx 5 graders varme og en vindhastighed på 4 m/s (let vind) kan vindafkølings-faktoren virke som minus 7 grader. Det betyder, at afkølingen svarer til en lufttemperatur på minus 7 grader celsius, hvilket betyder at vandet i mørtlen kan fryse.
  • Sørg for, at den mørtel, som du anvender, har et lavt vandindhold. Er vandindholdet højt i det nyopførte murværk, når det udsættes for frostpåvirkninger, er der risiko for efterfølgende skader, når vandet fryser og dermed udvider sig.
  • Vi anbefaler, at temperaturen på den færdigblandede mørtel, som du anvender, er mindst 10 °C. Så har mørtlen nemlig de bedste betingelser for at hærde.
  • Du skal opbevare din tørmørtel, vådmørtel og dine mursten efter en række regler. Det bliver for omfattende at gennemgå her, derfor henviser vi til vores produktblad, der omhandler vinteropmuring.
  • Vi anbefaler, at du ikke tilsætter frysepunktssænkende middel, fx sprit, hvis du anvender en mørtel under
    6,6 %.
  • Det er vigtigt, at din sten og mørtel passer sammen, Benytter du fx en kombination af klinkebrændte sten med en forholdsvis lille minutsugning og en mørtel med højt vand- og/eller kalkindhold om vinteren, vil det færdige murværk være udsat for frostrisici gennem længere tid end nødvendigt.