INFORMATION OM BRUG AF COOKIES PÅ WEBER.DK
Cookies hjælper os med at levere den bedste mulige weboplevelse til dig. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du samtidigt vores brug af cookies. Læs mere om brugen af cookies her

Weber - Saint-Gobain

DM i Skills 2015 - endnu en bragende succes med 68.000 besøgende

Det var femte gang, der blev afholdt DM i Skills

Torsdag den 8. januar begyndte DM i Skills 2015, og mesterskabet sluttede lørdag den 10. januar om eftermiddagen efter endnu en bragende succes, der satte alle rekorder med 68.000 besøgende i Bella Center, København.

Det var femte gang, der blev afholdt DM i Skills for erhvervsuddannelserne. Siden mesterskabet begyndte i 2011, har det tiltrukket flere og flere besøgende. I år var der rekord med 68.000 besøgende, og dermed er DM i Skills nu landets største uddannelsesevent.

Formålet med DM i Skills er at styrke de erhvervsuddannedes faglige stolthed, at hylde landets bedste elever og lærlinge samt at vise omverdenen det høje faglige niveau og de mange muligheder, der findes på erhvervsuddannelserne.

Hvert år konkurrerer også murerlærlinge ved DM i Skills - og om deltagelse i WM, som afholdes hvert andet år. Begivenheder, der betegnes som henholdsvis SkillsDenmark og WorldSkills, og som vi - sammen med Egernsund Tegl - støtter som hovedsponsor.

Murerne skulle bygge en rygeovn

Hos murerne bestod opgaven i at bygge en rygeovn, og på samme måde har alle andre deltagere inden for de forskellige fagområder løst mange forskellige DM Skills-opgaver. Man har selvfølgelig også en landstræner for murerne, og han hedder Finn Pedersen.

Fra murerne var følgende DM-deltagere:

  • Sam Spong fra AH Maonary Pty Team Australia
  • Jason Frear fra Øens Murerfirma A/S
  • Michael Andersen fra Andersen Byg ApS
  • Jonas Bou Andersen fra Murerfirmaet K. Wichmann ApS
  • Daniel Pedersen fra Murermester Christian Mark Nielsen Eftf. ApS
  • Kristian Rask Lindstrøm fra Murerfirmaet Henriksen & Madsen A/S
  • Jens Peter Vestergaard fra Ole Ibsen A/S

Konkurrencen foregår helt konkret ved, at deltagerne på førstedagen får udleveret en opgave, som de så skal færdiggøre hen over de næste tre dage. Det er altid svært at vurdere noget i starten, da det er vidt forskelligt, om deltagerne starter med at skære alle stenene eller med at mure op.

Den første dag ligner det et stort kaos, og man har ikke en chance for at vurdere, om der er nogen, der er foran de andre. På dag to kan man dog begynde at fornemme, hvem der er med, og hvem der måske kunne have disponeret en anelse anderledes. Der er i alt tre dommere til den endelige opgave, og de vurderer ud fra nogle givne faglige kriterier, herunder lod og stok, hvorefter vinderen findes.

Vinderen for murerne ved DM Skills 2015

Vinderen for murerne ved DM Skills 2015 blev Jens Peter Vestergaard skarpt forfulgt af Daniel Pedersen på andenpladsen. De to skal nu dyste om, hvem der sendes af sted til World Skills som repræsentant for Danmark. Dette skal de gøre den 10. og 11. februar 2015 på Hovedbanegården i København, hvor en ny opgave gives, og vi leverer selvfølgelig mørtel hertil! Og det handler ikke bare om at deltage, men er også et forsøg på at bibeholde den historik, vi har i Danmark, med at vi altid vinder medaljer ved WorldSkills. Senest vandt vi sølv ved Mathias Nielsen.

Saint-Gobain Weber støtter DM i Skills, fordi vi ønsker at sætte fokus på faglærte håndværkere og styrke deres uddannelsesniveau. Vi har brug for topkvalificerede håndværkere - Danmarks bedste råstof - så vi kan højne dansk byggeri.

Vores støtte består i både finansiel støtte og sponsorering af produkter i form af mørtel (weber FM5® HM funktionsmørtel 1202).

Vi siger tak for denne gang og ønsker alle tillykke med den flotte indsats og glæder os til at se nye talenter næste år.

Læs mere om DM i Skills her og her: http://www.skillsdenmark.dk/

Vinderen for murerne ved DM Skills 2015 blev Jens Peter Vestergaard

Fakta om DM i Skills:

  • DM i Skills er det store årlige danmarksmesterskab for unge på erhvervsuddannelserne.
  • DM i Skills 2015 fandt sted den 8.-10. januar i Bella Center i København. Det var åbent og gratis for alle.
  • Omkring 300 elever fra hele landet deltog og dystede indenfor 36 forskellige fag. Derudover deltog 15 fag som demonstrationsfag. Se de deltagende fag her. Se DM i Skills-deltagerne her (excel-ark).
  • DM i Skills foregår i en ny by og region hvert år. I år var første gang, hovedstaden var vært for mesterskaberne. Tidligere har DM i Skills været afholdt i Odense (2011 og 2012), Aarhus (2013) og Aalborg (2014).
  • Nogle af de kommende danmarksmestre går videre til WorldSkills, verdensmesterskaberne for erhvervsuddannelseselever, der finder sted i Sao Paulo i Brasilien i august 2015.
  • DM i Skills 2015 arrangeres af SkillsDenmark i samarbejde med Region Hovedstaden, Københavns Kommune og Erhvervsskolerne i Region Hovedstaden.